Filosofi & Målsætning

Vores filosofi
For os er investering langsigtet og ikke spekulativ. Vi ser os selv og vores medinvestorer som medejere af virksomheder på lang sigt. Derfor betragter vi ikke investeringer i aktier som spekulation i, hvorvidt en aktie på kortsigt vil stige eller falde i pris, men ser på den langsigtede værdi, som selskabet kan skabe til os som aktionærer.

Vi investerer derfor ikke nødvendigvis i de mest omtalte, mest ombejlede eller mest populære virksomheder, men kun i selskaber, som vi vurderer har en høj kvalitet og uovertrufne evner til at skabe langsigtet, holdbar værdi.

Langsigtet definerer vi som “længst muligt”. Og hvad er så det? Tidshorisonten er i princippet uendeligt. Vi følger dog kritisk med i udviklingen for vores porteføljeselskaber, men skifter sjældent ud i porteføljen. Når dette dog alligevel sker, skyldes det oftest, at vi finder et andet selskab, som vi vurderer har et mere attraktivt langsigtet investeringspotentiale.

Målsætning
Vores målsætning er på lang sigt at give investor et absolut set positivt og konkurrencedygtigt afkast under hensyn til porteføljens absolutte risiko. Afdelingen følger ikke et benchmark. For at nå vores målsætning om at skabe et langsigtet merafkast vil vi investere i en diversificeret gruppe af selskaber, som er gode til at generere frie pengestrømme og vedvarende har en forrentning af den investerede kapital, som ligger over gennemsnittet for tilsvarende selskaber.

Vi leder efter selskaber, som har en solid, attraktiv og holdbar forretningsmodel samt en dygtig ledelse. Selskaberne skal også kunne fremvise regnskaber, som er gennemskuelige og dokumenterer evnen til at tjene penge til aktionærerne. Vi forholder os altid kritisk til værdien af virksomhederne. Nogle gange vil vi vælge at sælge aktier selv i gode og veldrevne virksomheder, hvis vi vurderer, at prisen på selskaberne er blevet for høj i forhold til, hvad vi anser for at være passende.