Walt Disney Company

2017 var – som forventet – et mellemår for Disney-koncernen, der ikke kunne levere samme indtjeningsvækst. Ledelsen har et skarpt fokus og nye initiativer på vej i sports-divisionen, hvor sportskanalen ESPN er markedsleder, ligesom vi noterer os, at den stærke forretningsmodel viser sin styrke, når de ti bedst sælgende film i 2017 enten var genindspilninger eller efterfølgere, som rent indtjeningsmæssigt er at foretrække.

The Walt Disney Company – der i daglig tale alene kaldes Disney – har siden udgivelsen af Steamboat Willie i 1928 stået bag et hav af film, både tegne-, animations- og spillefilm, og det er vel ikke en overdrivelse at antage, at de seneste generationer i den vestlige verden enten har grint eller grædt til en af de mange eventyrlige fortællinger fra filmvirksomheden. Efter sigende skulle inspirationen til den første karakter – velkendte Mickey Mouse – være kommet fra en mus, som hovedmanden Walt E. Disney havde gående i et bur på sit kontor. Og efter at musen med den lyse stemme fik succes fulgte nye legendariske karakterer og produktioner som Anders And, Fedtmule og Skønheden & Udyret over de næste mange årtier.

I dag produceres den klassiske tegnefilm ikke længere – det nærmeste man kommer er animationsfilmene, hvor Disney-ejede Pixar har kreeret en stribe af imponerende succeser. Seneste store triumf var Frozen, som var en ret fri fortolkning af H.C. Andersens eventyr om is-dronningen. At man i dag animerer film i stedet for at tegne, som i ”gamle dage”, skyldes den teknologiske udvikling. Og netop den teknologiske udvikling har været et fokuspunkt, som Disney-koncernen har udnyttet, og fremadrettet vil selskabet investere endnu flere midler i at sikre, at man får størst mulig gavn af de teknologiske muligheder.

Fokus på teknologi

Det er endda i en grad, så administrerende direktør for Disney, Bob Iger, flere gange har nævnt det, som en af de væsentligste prioriteter gennem sin ”regeringstid”. Bob Iger blev en del af Disney, da man købte ABC i midten af 1990’erne, og i 2006 blev han direktør for hele koncernen. Bob Iger har skabt imponerende værdier til aktionærerne gennem sine år på den øverste post, og vi er således meget positive omkring, at han for nylig har forlænget sin kontrakt til 2019.

Moderne teknologi kan anvendes til at optimere filmproduktion og -distribution, men også i Disneys temaparker verden over, hvor et armbånd udleveret til gæsterne kan bruges som betalingsmiddel, nøgle til hotelværelser og meget mere. Og hvis man besøger en biograf eller ser en film i dagligstuen, er det svært ikke at bemærke, at muligheden for animering af skuespil eller effekter heri har udviklet sig med høj hastighed det seneste årti.

Teknologi skal være med til at løfte de lave vækstrater hos ESPN, som Disney ejer 80 procent af. ESPN er Nordamerikas ledende sportskanal, men har siden 2014-2015 oplevet en nedgang i antallet af seere på omkring to til tre procent om året. ESPN indgår typisk langvarige kontrakter med sportsgrene, såsom NFL, National Football League for at kunne vise kampe hver mandag, eller NBA, National Basketball Association, for at kunne vise basketball-kampe. Driftsindtjeningen fra Disneys ’Media Networks’ er således faldet med mere end fem procent om året i perioden fra 2015-2017 mod en vækst i samme nøgletal på knap ni procent om året fra 2010-2015.

2,6 milliarder dollars investeret i ny App

For at inkludere disse kanaler i kabel-TV pakker kræver ESPN et årligt gebyr, og dette gebyr steg typisk med høje en-cifrede rater årligt, mens omkostningerne ved at købe rettighederne til TV kontrakten fordeles udover kontraktens levetid. Omkostninger stiger således med omkring fire til fem procent om året. En nedgang i antallet af abonnenter påvirker således, at den årlige indtjeningsvækst er lavere end i tidligere tider.

ESPN er gået fra at udgøre knap 60 procent af driftsindtjeningen i Disney til omkring 45 procent i dag. Dette er dog også påvirket af en markant positiv vækst i indtjeningen fra de andre områder.

I kampen for at fastholde seere og genvinde en højere vækst i indtjeningen på sportsindholdet vil ESPN lancere en onlineløsning og app, hvormed abonnenter vil kunne tilgå kampe, optakter og andre udsendelser døgnet rundt. Disney har over de seneste to år investeret 2,6 milliarder dollars i softwareudvikleren BAMTech, der særligt har haft fokus på baseball, men som besidder stærk teknologi til brug i denne sportsservice. ESPN har i dag rettighederne til 10.000 timers sport, der ikke bliver vist på nogle kanaler – og den enkelte abonnent vil således kunne tilgå mange flere timer af netop sin yndlingssport på denne vis.

For os er ovenstående initiativ et godt eksempel på, at vores selskaber er i stand til løbende at tilpasse sig og positionere sig i forhold til den modstand, de måtte møde på deres vej. Grundpræmissen i Disney har i det store hele ikke ændret sig siden 1928. Det handler stadig om at underholde kunderne verden over – måden dette sker på ændrer sig dog løbende, og her vil en dygtig ledet virksomhed være i stand til at foretage de rette tilpasninger. Vi ser fortsat Disney unikt positioneret med sit brede og dybe bibliotek af film, karakterer og historier – uanset hvad, hvor eller hvordan kunderne ønsker underholdning.

Disneys billetsalg sætter konkurrenterne til vægs

I produktionen og udviklingen af nye film har Disney i stigende grad fokuseret på skabelsen af ’franchises’ – også kendt som filmuniverser. Dette kan være Pirates of the Caribbean, Marvel’s Avengers (med Captain America, Iron Man og Hulken blandt rollerne) eller Star Wars. Fordelen ved at skabe sådanne universer er, at det for seerne er velkendte karakterer, og at der kan skabes efterfølgere til og grene af film. Den praktiske effekt af dette er, at der kan produceres færre film om året, da de generelt vil have et højere billetsalg – og det yderligere salg af produkter som t-shirts, skoletasker, penalhuse og action-figurer bliver alt andet lige ligeså højere.

Særligt siden 2009, hvor Disney opkøbte Marvel, har dette taget fart. Disney har således i dag et gennemsnitligt årligt billetsalg på cirka det tredobbelte per film, hvis man sammenligner med andre producenter. Tilmed får Disney en større del af det samlede billetsalg sammenlignet med de aftaler, som konkurrenterne har med biografoperatørerne. Samtidig kræver den efterfølgende promovering af nye film færre investeringer, da seerne vil være bekendt med universet og de primære karakterer. Dette skaber en stabilitet og rentabilitet, som ellers har været fraværende blandt producenter af underholdning. Værd at notere er da også, at de ti bedst sælgende film i 2017 alle var enten genindspilninger af eller efterfølgere til tidligere udgivelser. Og Disney sad endda på tre af de fem bedste hvoraf de to var henholdsvis ottende episode af Star Wars samt live-indspilningen af Skønheden & Udyret.

Flot at fastholde niveauet

Selvom Disney for os leverer den stabilitet, som vi generelt altid værdsætter, betyder det ikke, at udviklingen fra år til år er snorlige. I regnskabsåret 2017 var indtjeningen i Disney således på niveau med året før. Vi ser ikke dette som tegn på fundamentale ændringer i de vækstudsigter vi er blevet stillet i udsigt, og som vi tror på. Men den manglende indtjeningsvækst skyldes slet og ret, at Disney havde historisk stor succes med lanceringer i 2016. Fra 2010 til 2017 er den årlige indtjening i studie-divisionen således vokset med 19 procent om året trods et fald i 2017.

At kunne fastholde hele virksomhedens indtjeningsniveau er således godt gået – og er samtidig udtryk for selskabets evne til at udnytte biografsucceser til at skabe indtjening på flere måder, gennem produktsalg og eksempelvis via opførelsen af nye forlystelser i parkerne i såvel USA, Europa som Asien, hvor Shanghai, der åbnede i sommeren 2016, har vist sig at være en bragende succes. Dette er positivt, da dele af Disney-universet ikke tidligere har været eksponeret i nær samme grad som i vesten – og parken er således en god mulighed for at introducere universet til de besøgende. Parkerne har vist en overraskende stor stabilitet og fortsætter med at vokse pænt. I 2017 år voksede indtjeningen herfra med fjorten procent, og udgør en højere andel af omsætningen end tidligere.

Distributionen af film – særligt i relation til salg af videoer, DVD samt TV-pakker – har dog ændret sig med særligt Netflix’s succes, der har vænnet forbrugerne til såkaldt streaming, hvor kunden selv vælger præcist, hvad vedkommende vil se, samt ikke mindst hvornår det skal ses. Og det er her, at man finder den helt store konkurrencefordel i forhold til traditionelle TV-stationer, hvor seerne må tage til takke med, hvad kanalerne har på programmet de forskellige dage.

Satte foden i overfor Netflix

Disney indgik i 2016 en tre-årig aftale med Netflix, hvor tjenesten fik eneret på distributionen af Disney-producerede film frem til 2019 inden for nogle geografier. Disney har dog, glædeligt, opsagt denne aftale og vil i stedet udvikle sin egen løsning til distribution af film, TV-serier og børneunderholdning. Vi anser det som positivt, at Disney har sat foden ned over for Netflix og ikke vil sælge sit yderst værdifulde bibliotek af god underholdning til hvad der, efter alt at dømme, ikke har været en værdiskabende pris. Disney er således i færd med at udvikle en tjeneste, der vil blive lanceret i 2019. Denne vil prissættes lavere end Netflix til at starte med, men prisen vil gradvist stige, når der med tiden bliver udviklet mere og mere materiale, hvoraf noget vil være særligt udviklet til denne tjeneste.

I dag har Disney et ejerskab på 30 procent i streaming-tjenesten Hulu, hvor de sidste 70 procent ejes af andre producenter af underholdning. Blandt andet har 21st Century Fox, som Disney er i overtagelsesforhandlinger med, en 30 procent stor ejerandel. Hulu estimeres at have omkring sytten millioner abonnenter i USA, og kan således bruges som et udgangspunkt for udviklingen af den nye tjeneste.

Megaopkøb undervejs

Investeringer i udviklingen af de bedste løsninger til at få den unikke underholdning ud til seerne er således betragtelige, men vi anser ledelsen som værende kompetente i allokeringen af kapital, hvor Bog Iger og finansdirektør Christine McCarthy foretager de overordnede beslutninger om, hvor selskabets betydelige pengestrømme skal investeres. Som medejere får vi dog fortsat betydelige summer i årlige distributioner, hvor det halvårlige udbytte senest var på 0,84 dollars – svarende til et årligt udbytte på mere end halvanden procent af markedsværdien – og dertil kommer aktietilbagekøb. I seneste regnskabsår var det på knap 9,5 milliarder dollars svarende til omkring seks procent. Dette er således næsten 7,5 procent af selskabets markedsværdi, som er på mere end 160 milliarder amerikanske dollars. Vi forventer, at Disney’s evne til at skabe succeser vil vise sig at være uafhængig af distributionsformerne, og at væksten fremover igen vil være attraktiv, trods et års forventet stilstand. Over de seneste ti år er indtjeningen per aktie således vokset med knap ti procent om året. Vi har tiltro til, at et bud på mange af 21st Century Fox’s underholdningsaktiver vil skabe langsigtet værdi trods en købssum på 60 milliarder dollars i Disney-aktier.

I gode historier og eventyr opstår der typisk modstand undervejs i kampen for at redde verden, et kongerige eller prinsessen. For gode virksomheder er situationen ofte den samme: stor succes kommer ikke, uden at der er hårde kampe undervejs. Og Disney står stærkt til også fremover at være kongen af underholdning.