Visa

Betalingsnetværk kan betragtes som jernbaner. Når først de er der, giver det ikke mening at lægge nye skinner lige ved siden af. Visa har lagt sit globale netværk, men udvider med spor til nye destinationer og opgraderer til nye betalingsmetoder. Som medejere af en virksomhed, der kan skimte en driftsmargin på 70 procent i horisonten, er vi glade for, at rejsen med Visa er lang endnu.

Visa er verdens største betalingsnetværk og har, sammen med Mastercard (som du ligeledes kan læse om i denne bog), de eneste globale betalingsnetværk. Det skaber praktisk talt et duopol, hvor mastodonterne er svære at komme uden om – og hvor størrelse ikke er en hindring for to-cifret årlig vækst i omsætning, indtjening og frie pengestrømme.

Visa håndterer 160 milliarder transaktioner årligt, hvilket er et nærved astronomisk højt tal. På trods af dette udgør elektroniske og kortbetalinger fortsat alene omkring 45 ud af 100 forbrugerbetalinger, en andel der vokser med et par procentpoint om året. Dette er med til at drive en to-cifret årlig vækst i antallet af transaktioner og derigennem en forventet omsætningsvækst på mere end ti procent ligeså.

Væksten i elektroniske betalinger drives af flere ting, men i jagten på at øge denne vækstrate, og samtidig fastholde sin førerposition, investerer Mastercard og Visa betydelige summer i at udvikle deres betalingsformer. Ved at gøre det så let som overhovedet muligt at betale, bliver oplevelsen for kunderne bedre i butikkerne, butiksejerne kan minimere tidsforbruget per betaling, og dermed bliver alle parter mere tilfredse med forløbet.

I Skandinavien og dele af Europa er vi, således alene over de seneste fem år i højere og højere grad blevet vant til at betale kontaktløst – uden at skulle ”swipe” kortet eller indsætte chippen. Selv i et land som USA er chiplæsere og kontaktløse betalinger blot så småt ved at vinde indpas. Skal man kort karakterisere udviklingen, så er USA i dag på det punkt med chipbetalinger, hvor danskere er kommet til, når det gælder de kontaktløse betalinger. Det er muligvis en banal observation, men alligevel sigende for potentialet i fortsat at udvikle og optimere betalingsoplevelsen.

Indtil for få år siden var den europæiske forretning dog ikke en del af det globale Visa. Tilbage i 2007 gik Visa fra at være en medlemsejet virksomhed, til at have en børsnoteret ejerform. I denne proces valgte de europæiske medlemmer ikke at deltage – men fastholdt dog en salgsrettighed, hvor de på baggrund af en defineret prisformel kunne sælge sig selv til det globale netværk. I 2016 udnyttede de glædeligvis denne rettighed.

Integrationsproces på plads og ledelsen kan se frem

En integration af denne størrelse har selvfølgelig krævet energi og fokus, og det har derfor optaget en stor del af ledelsens fokus. Som en medlemsejet virksomhed havde den europæiske forretning ikke det samme fokus på optimering af indtjenings- og værdiskabelsespotentialet, hvorfor der har været masser af optimeringspotentiale for den overtagende ledelse. Dele af arbejdet med sammenlægningen var at genforhandle en lang række kundekontrakter, der generelt løber omkring fem år. I dag er sammenlægningen kommet på plads, og ledelsen kan derfor fokusere al sin tid på at udvide den globale forretning.

Visas kunder er ikke kortholderne af de mere end tre milliarder udstedte betalingskort. Det er derimod de mere end 13.000 kortudstedende banker og finansielle institutter. Det glædelige for Visa er dermed, at de ikke har en finansiel risiko i kreditporteføljer, manglende betalingsevne eller lignende – denne ligger hos kortudsteder.

Som nævnt er det i Visas interesse at gøre det så let som muligt for kortholderne at anvende et Visa-kort, sammenlignet med andre betalingsformer – herunder særligt kontanter. I takt med at elektroniske betalinger kan foretages lettere og flere steder, kombineret med en høj sikkerhed for såvel betaler som modtager, er det gennemsnitlige beløb per betaling da også faldende. Visas omsætning er hovedsageligt baseret på de samlede transaktionsbeløb, og det er derfor positivt, når elektroniske betalinger foretages hyppigere, hvor små kontantbeløb tidligere var normen.

Online-betalinger er endog endnu mere positivt. Her modtager Visa omkring 43 cents per 100 dollars i transaktionsbeløb – hvilket til sammenligning er omkring 15 cents ved transaktioner, hvor køberen er fysisk til stede i butikken. Forskellen skyldes primært et større behov for sikkerhed og øget risiko for svindel. For Visa er sikkerheden for begge parter i betalingen centralt og vitalt for, at der fortsat er tillid til og et ønske om at anvende betalingsnetværket.

Mere end hver tredje dollar af Visas driftsomkostninger, går således til teknologisk udvikling, og herunder investeringer i udvikling og optimering af sikkerheden. Disse investeringer er med til at styrke Visas – og Mastercards store indtrængningsbarrierer. Teknologisk sørger selskaberne således for, at voldgravene omkring forretningerne bliver lidt dybere og lidt bredere hele tiden.

Driftsindtjening på 70 procent i sigte

Både Visa og Mastercard ser, analyserer og vurderer en masse teknologier, herunder også de blockchain-teknologier, der har været omtalt i forbindelse med, at kryptovalutaer i løbet af 2016 og 2017 var et hyppigt diskuteret emne. Begge betalingsmastodonter investerer i udviklingen af blockchain-teknologien, som kan vinde indpas i visse typer af betalinger over tid. Hastigheden, sikkerheden og tilliden er dog på ingen måde at sammenligne med elektroniske betalinger, som netværkene kan tilbyde i dag, og vi ser selskaberne stærkt positioneret til fortsat at stå for en stigende andel af elektroniske betalinger.

De faste omkostninger i et globalt betalingsnetværk er betydelige, men når disse er dækket, så er indtjeningen på yderligere omsætning markant. Visas driftsindtjening er i dag omkring 66 dollars per 100 dollars i omsætning – og dette stiger kontinuerligt i takt med stigende omsætning. I 2011 var indtjeningsniveauet til sammenligning omkring 60 procent. Visa har fortsat potentiale for at øge dette niveau til op mod 70 procent – selvom det ikke bliver over natten.

Afkastet på den investerede kapital hos Visa er påvirket af en betydelig post af immaterielle aktiver, der kom til grundet regnskabsregler i forbindelse med sammenslutningen til det kommercielle Visa i 2007, og derudover fra opkøbet af Visa Europa. Det underliggende afkast på den investerede kapital er dog over 100 procent, hvilket i den grad vidner om rentabiliteten samt kvaliteten i denne forretning.

Siden 2016 har den administrerende direktør i Visa været Alfred Kelly, som tidligere har haft en lang karriere hos American Express, og har siddet i Visas bestyrelse siden 2014. Alfred Kelly leder Visa på kompetent vis sammen med finansdirektør Vasant Prabhu, der har været finansdirektør siden 2015. Om end denne ledelsesduo har en kortere anciennitet, end hvad der typisk er situationen i vores selskaber, så er de støttet af en organisation, hvor landelederne i gennemsnit har været i Visa i mere end ti år.

Som et led i at øge omsætningen har Visa fokus på at deltage, og vinde, mange udbud om såkaldte ”co-brand”-kort. Dette være sig betalingskort der kan udstedes til medlemmer af loyalitetsklubber hos eksempelvis hotelkæden Marriott eller kaffekæden Starbucks. På denne måde kan Visa give flere kortholdere mulighed for at opspare bonuspoint til de relevante kundeprogrammer – men vigtigst af alt, selvfølgelig drive flere betalinger gennem Visas veldrevne netværk. Visa har i dag mere end 800 af sådanne samarbejdspartnere og et tydeligt fokus på at udvide dette.

Væksten i driftsindtjeningen løber hurtigere end toplinjevæksten

Mens Visa er innovative og stærkt opsøgende efter at drive udbredelsen af kort og betalingsmuligheder verden over, er selskabet omvendt mere konservativ i relation til finansieringen af driften. Før opkøbet af den europæiske division havde Visa ingen gæld – men derimod kontanter i banken. Købssummen var dog på et niveau, hvor det ikke kunne finansieres alene med indehavende kontanter og derfor udstedte Visa gæld, og en smule aktier, for at betale transaktionssummen på omkring 20 milliarder dollars. I dag har Visa en lille gæld, der svarer til mindre end fire måneders driftsindtjening før af- og nedskrivninger, hvilket vi absolut ikke ser som noget problem.

Visa har årlige frie pengestrømme i et niveau på mere end fire procent af markedsværdien. Med en årlig omsætningsvækst på mere end ti procent og en yderst skalerbar forretning, hvor driftsindtjeningen vokser hurtigere end omsætningen, finder vi det særdeles realistisk, at indtjeningen per aktie kan vokse med 14-16 procent om året.

Forretningsmodellen har yderst beskedent behov for kapital, og derfor udgør det årlige investeringsniveau alene omkring tre procent af omsætningen (udover investeringer i udviklingen af software og teknologi). Den fulde indtjening bliver således konverteret til kontanter, der disciplineret udloddes til aktionærerne. Under et år efter opkøbet af Visa Europa havde Visa således tilbagekøbt aktier for mere end den smule, der var blevet udstedt som en del af købsfinansieringen.

Ledelsen forholder sig disciplineret til allokeringen af kapital, og Visa distribuerer således i det store hele alle de frie pengestrømme til aktionærerne. Dette sker gennem et mindre udbytte, svarende til knap en procent af markedsværdien, hvortil der tilbagekøbes aktier for mere end tre procent. Distributionerne bør stige i takt med de frie pengestrømme, og vi ser derfor, at der er potentiale for en årlig vækst på 15 procent eller derover.

Som tidligere nævnt behandler Visas netværk 160 milliarder transaktioner om året. For at sætte dette tal i et andet perspektiv, er det knap 440 millioner om dagen eller mere end 5.000 i sekundet. At netværket har kapaciteten til at gøre dette – og gøre det sikkert – vidner om nogle solide og velholdte jernbaneskinner.

Vi er glade for at være med på dette tog, og smiler bredt ved tanken om, at der fortsat er langt til endestationen.