LVMH

Beundrede brands, et unikt distributionsnetværk og en konservativ balance er hovedingredienserne i LVMH. Tilmed har luksuskonglomeratet en erfaren ledelse, som kontinuerligt formår at skabe udbytte af gruppens styrkepositioner. Vi er normalt ikke tilhængere af opkøb, men når det er LVMH, der slår til i en handel, så er vi trygge. Det har historien vist os, at vi kan være.

Luksuskonglomeratet LVMH producerer og distribuerer over 70 af verdens
mest luksuriøse varemærker. Gruppen har over 4.500 butikker på verdensplan,
hvorfra størstedelen af de prestigefyldte produkter sælges fra. Det europæiske marked står for omkring 30 procent af LVMHs salg, mens det amerikanske marked tegner sig for en fjerdedel. Asien er gruppens største marked, hvor næsten 40 procent af salget hentes hjem. De forskellige kategorier under luksusmastodontens paraply tæller alt fra mode- og lædervarer til vin- og spiritus, parfumer og kosmetik, ure og smykker samt specialbutikker.

LVMH kan dateres helt tilbage til 1593, hvor gruppens ældste hus, vingården Château d’Yquem, blev grundlagt. Gruppen blev dog først til LVMH, som vi kender navnet i dag, i 1987, hvor modevirksomheden Louis Vuitton (LV) og vin- og spiritusproducenten Moët Hennessy (MH) fusionerede. Mens Louis Vuitton er et af verdens mest luksuriøse og eftertragtede mærker inden for læder- og modevarer, er Moët Hennessy især kendt for sine eksklusive champagner og cognac, hvoraf to af de mest kendte danner selskabets navn.

Möet Hennessy udgør LVMH-konglomeratets vin- og spiritusdivision. Store dele af divisionen har et naturligt begrænset udbud, da produkterne skal produceres i specifikke regioner. Eksempelvis skal druerne være dyrket i Champagne-regionen i Frankrig, før man kan kalde sin mousserende vin for champagne, mens cognac skal komme fra området omkring den franske by af samme navn. Forbrugerne er samtidig vilde med de prestigefyldte produkter, så LVMH har gode muligheder for at hæve priserne med inflationen og endda en smule til – og indtjeningsniveauerne i vin- og spiritusdivisionen er da også LVMHs næsthøjeste. Mens LVMH ejer to tredjedele af Möet Hennessy, ejer Diageo (som vi også er medejere af) den sidste tredjedel.

Mode- og lædervare-divisionen i front på indtjeningen

Gruppens stærke brand afspejler sig i gruppens mangeårige succes. Salget er vokset tocifret de sidste par år – senest med ti procent i seneste regnskabsår – og der har været højere fremgang i indtjeningen i forhold til salget.

Sidste år blev én euro i omsætning til mere end 21 cent i driftsindtjening, hvilket var en stigning på knap to cent i forhold til året før. Dette underbygger gruppens skalerbarhed og værdiskabelsespotentiale. I årene 2013 og 2014 oplevede LVMH aftagende vækstrater i salget af luksusvarer, hvilket i høj grad kunne tilskrives en lavere efterspørgsel fra kinesiske forbrugere. Kinesernes købelyst lader dog igen til at være tilbage, og kinesere står i dag for omkring hver tredje salgskrone af luksusvarer globalt. I løbet af sidste år blev LVMHs aktiekurs i perioder negativt påvirket af aktiemarkedets bekymringer om, at en potentiel afmatning i vækstraterne for den kinesiske økonomi ville have negativ effekt på LVMHs vækstrater. Denne frygt er dog indtil videre blevet gjort til skamme. Da ledelsen rapporterede resultaterne for året, kunne der berettes om et stærkt asiatisk marked, der bidrog til en accelererende vækst, hvor Kina skilte sig ud som den afgørende trækhest.

Selvom LVMH er i mange kategorier, er der dog én vi tillægger en særlig høj værdi, nemlig mode- og lædervarer. Disse udgør knap 40 procent af gruppens samlede salg, men hele 60 procent af indtjeningen. Divisionen er dermed gruppens største og mest lønsomme med en indtjening på 32 euro for hver 100 euro salg.

Mode- og læderdivisionen består af flere eksklusive huse, herunder kendte navne som Marc Jacobs, Celine, Kenzo og Givenchy. Divisionens – og gruppens – krone på værket må dog siges at være Louis Vuitton, hvilket bekræftes af, at huset i mange år i træk er blevet kåret til verdens mest værdifulde luksusmærke.
Samtidig vurderes det, at Louis Vuitton ligeledes er verdens mest profitable luksusmærke med en driftsindtjening, der udgør mere end 40 procent af omsætningen.

Historien om Louis Vuitton startede for næsten 200 år siden, hvor en ung dreng ved navn Louis Vuitton i 1835 drog 400 km til fods mod den franske storby Paris. Den 14-årige dreng kom i lære som kuffertmager og blev så god til sit fag, at kejser Napoleon III senere udnævnte ham til hof-kuffertmager for kejserinde Eugénie. Knap 20 år efter sin ankomst til Paris, i 1854, åbnede Louis Vuitton sin egen kuffertforretning.

Luksusmærket skulle dog vise sig at blive kendt for meget mere end sine kufferter. Louis Vuitton sælger i dag luksuriøse håndtasker, samt andre læder- og modevarer og har formået at skabe et så eksklusivt brand, at forbrugere glædeligt køber varer derfra, på trods af at mærket er det eneste i verden, der aldrig kommer på tilbud eller sælges i outlets. Selv ikke finanskrisen stoppede modebevidste velhavere i at købe Louis Vuittons tasker og andet – faktisk voksede salget gennem krisen, om end lidt langsommere end normalt. Dette vidner om høj velstand i en trofast kundebase samt en stor immateriel værdi i at eje produkterne.

Christian Dior kommer glimrende fra start under LVMHs vinger

Louis Vuitton vil hellere brænde sit lager end at sælge varerne på tilbud. Dette er med til at bevare eksklusiviteten, der forbindes med mærket, og sikre, at brandværdien ikke skades ved, at varerne sælges med rabatter. Desuden sælges de prestigefyldte Louis Vuitton-varer udelukkende gennem selskabets egne butikker, hvilket er nødvendigt for netop at sikre, at varerne aldrig sælges på tilbud. Eksklusivitet og kvalitet er således nogle af Louis Vuittons vartegn, som med så mange af LVMHs andre mærker.

Louis Vuittons produkter produceres kun i Frankrig. Dette er blandt andet med til at opretholde den høje kvalitet og bevarer samtidig mærkets identitet og historie i Frankrig. Størstedelen af Louis Vuittons salg til kinesiske forbrugere foregår da heller ikke i butikker, der er placeret i Kina. Er der noget kineserne finder mere glamourøst end en Louis Vuitton-taske, så er det en Louis Vuitton-taske købt i flagskibsbutikken på Champs-Élysées i Paris – og man finder stadigvæk lange køer med købelystne kunder ude foran butikken, som er den største Louis Vuitton-butik i verden.

LVMHs frontperson er franske Bernard Arnault, der fandt vej ind i gruppen, da han i 1988 købte sig ind selskabet. Året efter blev han hovedaktionær i gruppen, og samme år blev han administrerende direktør og bestyrelsesformand, hvilket han har været siden. Arnault og den resterende ledelse har et langsigtet fokus på at styrke selskabets kerneforretning. De seneste år er ressourcerne i højere grad blevet allokeret til de områder, hvor værdiskabelsespotentialet er størst, mens der er blevet foretaget frasalg af områder, der er mindre værdiskabende og for langt fra selskabets kerneforretning. Ledelsen har desuden været fokuseret på at markere hvert enkelt brands særkende og styrker, således at alle husene er blevet set som hver deres værdifulde brand og ikke blot som dele af et samlet konglomerat.

LVMH overtog i 2017 Christian Dior Couture, der blandt andet producerer mode- og lædervarer samt sko og smykker. LVMH har længe ejet parfumedelen af Christian Dior, mens Christian Dior indtil opkøbet ejede over 40 procent af LVMH – og Arnault ejede en stor del af Christian Dior. Opkøbet skete således som led i en simplificering af koncernstrukturen i Arnaults selskaber.

Det seneste år har således været det første fulde år, hvor hele det ikoniske brand, Christian Dior, har været en del af luksusgruppen. Året har været succesfuldt med god vækst i salget, og Christian Dior Couture har ligesom Louis Vuitton haft en særdeles høj andel af salg gennem egne butikker.

LVMHs afkast på den investerede kapital er over 15 procent – eller godt 44 procent, hvis goodwill fra selskabets løbende opkøb ekskluderes. Da gruppen har forholdsvis lave løbende investeringer i forretningen, bliver en høj del af indtjeningen konverteret til frie pengestrømme, som i dag udgør omkring fem procent af markedsværdien. LVMH har samtidig et lavt gældsniveau, der tillader, at gruppen kan udbetale lidt under halvdelen af pengestrømmene til aktionærerne – primært gennem udbytter, som er stigende fra år til år. Det markante udbyttepotentiale, vi ser i LVMH, blev senest bekræftet i 2018, hvor gruppens udbyttebetaling til aktionærerne steg med 20 procent i forhold til året før.

Succes med opkøb

Den lave gæld kombineret med de lave renter i euro-området har fået en lang række markedsdeltagere til at råbe op om, at LVMH bør returnere mere kapital til ejerne. Vi sætter som medejere pris på en konservativ finansieret balance, da det skaber råderum og fleksibilitet – selv i tider, hvor adgangen til gæld og anden kapital er mere begrænset.

Mange spekulanter tillægger ikke finansielt fleksibilitet nogen særlig værdi, når der flyder penge i gaderne. Værdien af fleksibilitet viser sig særligt, når adgangen til kapital er begrænset. Her kan de stærke spillere drage fordel af deres konservative balance. Mere gældtyngede selskaber vil ikke have samme fleksibilitet og råderum, hvis rentebetalinger pludselig optager store dele af deres frie pengestrømme. LVMH har med gruppens mange historiske opkøb vist, at de har både viljen og evnen til at slå til, når de rette værdiskabende muligheder byder sig. Et eksempel er da gruppen opkøbte det yderst attraktive champagnemærke Krug i 1999, efter den daværende ejer, Remy Contreau, var kommet i økonomiske problemer.

Krug er langt fra det eneste værdiskabende opkøb, LVMH har foretaget. Gennem et solidt og verdensomspændende distributionsnetværk kan gruppen ved opkøb af mindre mærker brede disse ud i alle virksomhedens eksisterende butikker for færre omkostninger, end en mindre familievirksomhed selv kan. Selvom vi generelt anser virksomhedsopkøb som tvivlsom brug af medejernes kapital, sammenholdt med organisk vækst, mener vi i høj grad, at det giver mening i dette tilfælde.

Vi er derfor ikke overraskede, når LVMH løbende foretager mindre opkøb, men har derimod tiltro til, at ledelsen foretager de rette opkøb på de rette tidspunkter, når den underliggende værdi i et selskab kan købes billigt. Den langsigtede tilgang har været brugt historisk og forventes at være uændret fremadrettet.

Kombinationen af eksklusive, solide brands og en stærk, langsigtet ledelse mener vi ikke hænger på træerne. Det er to af de mange kvaliteter, vi mener, LVMH besidder, og som vi som langsigtede medejere søger. Vi glæder os over, at forbrugere klæder sig i eksklusivt tøj fra Céline, bærer luksustasker fra Louis Vuitton og drikker champagne fra Möet et Chandon, da det skaber værdi for os som medejere – og vi tror på, at disse vaner er kommet for at blive.